Modul: N-Kgg 2

Dette er det andet moduler i Kagerup Station (Kgg). Modulet er den nordlige del, med sporet deles mod Gilleleje og Tisvildeleje. Modulet har et krydsspor som jeg nok er nød til at fremstille selv, da det nok ligger mellem de 10 og 20 grader som er standard. Begge spor ender i et standard FREMO endestykke F1, så stationen kan forbindes med andre moduler.


Modulkassen
Modulet fremstilles i en gitterstruktur for at mindske vægten.

Modulet har en del skæve vinkler for at banen kan have de rigtige vinkler i forhold til forbilledet samt en skalakorrekt størrelse.

I venstre side er et overgangs stykke til N-Kgg 1 modulet, mens der i højre side er to standard Fremo F1 modulendestykker.

Mellem endestykkerne er der opbygget et gitter af høvlet forskallingbræder, som er 46mm højt, dette giver modulet stivhed og styrke. Forskallingbræderne er hævet 2mm over bunden af modulet, så modulet hviler på kanterne.

Oven på disse ligger der stykker af 12mm krydsfinerplade, som går til kanten og hjørner. Dette muligør den afrundede form som modulet har i den ene side. Små stykker forskalling er lagt ind for at fastgøre den tynde dækplade der skal være modulets synlige kant.

Øverste del af modulet er en 40mm styrolit (flamingo) plade, hvorpå modulets landskab bygges. Med denne plade er det umiddelbart muligt at lave landskab med fordybninger på 30-35mm direkte i denne plade til søer, åer og andre fordybninger som skovbunden måtte have.

På styrolitpladen lige under sporet lægges en 3mm krydsfiner plade, så sporet ligger stabilt i den rigtige højde i følge FREMO standarden.

Status og Plan
Modulet er planlagt med byggestart i Q3 2010

3. August 2010
Modulet er nu påbegyndt.

Jeg startede med at tegne modulets form på en MDF plade, så jeg hele tiden kunne holde øje med at modulet blev samlet i overensstemmelse med planen.

12mm krydsfiner blev skåret ud i 100mm strimler og kortet af i de rigtige vinkler - ikke en eneste vinkel i dette modul er ret 90 grader!

De mange vinkler blev lavet på min geringsav, men nogen gange var det nødvendigt at rette disse til på bord rundsaven.

5 af modulets 6 sider er nu skåret ud, kun den tynde krumme side mangler. Siderne er stillet på MDF pladen og holdes fast af skruetvinger.




4. August 2010
Modulets gitterkonstruktion af forskallingsbrædder er nu lavet og sidestykkerne er skruet fast til disse. Før jeg skruede gitterkonstruktionen fast, lagde jeg 2mm afstandsstykker under dette, så gitteret ikke går helt til bunden. Det har den fordel at modulet hviler på kanterne, samt at den samlede højde passer så styrolitten kommer i niveau med modulets top.

Gitteret er også konstrueret, så jeg kunne lave og montere den sidste krumme side af 6mm krydsfiner.

Derefter har jeg limet og skruet små stykker 12mm krydsfiner oven på gitteret i samlinger og hjørner, samt over det store hul i midten af modulet.

Disse stykker skal danne grundlag for styrolitten som limes på disse. Modulet er nu klar til slibning, spartling, samt maling.

 


7. August 2010
I dag er modulet grov slebet og spartlet.

N-Kgg 2 modulet står i baggrunden, i forgrunden er kurvemodulet.

Jeg har valgt at anvende snedker spartel, da det er let at slibe når det bliver hårdt. Samtidig er det fleksible nok til ikke at sprække hvis modulet bliver vredet eller stødt under transport.

Som spartler har jeg anvendt et par fra skuffen.

Jeg har endnu ikke fundet den rette oliemaling til kanterne, og jeg skal også have besluttet mig for en farve der matcher modul gruppen, samt ser fornuftig ud på kontoret.







27. August 2010
Nu har jeg endelig fået klargjort togrummet, ikke en let opgave da det har været anvendt som kontor og pulterrum, og nok mest det sidste.

For at understøtte modulerne har jeg monteret en regel (træbjælke på 45 x 115mm) på tværs af rummet. Først satte jeg to vinkler fast i væggen, og reglen ligger så på disse vinkler og fastgøres til denne med et par skruer på undersiden.

Denne konstruktion er både stabil og diskret, man kan ikke se hvordan den er sat op, den er der bare - som om den lige er presset i spænd mellem væggene (nej der er en mm i begge sider så træet kan arbejde).

Reglen er måske lidt kraftig i forhold til det den kommer til at bære, men den er til gengæld fuldstændig stabil og holder let til at man bruger den som støtte.

Langs væggen montere jeg nogle små men kraftige hvide vinkler. De sættes fast i væggen med 6mm franske skruer, igen lidt overdimensioneret - men jeg gider ikke at se det falde ned.

Vinklen har på den ene side to huller som jeg anvender til skruerne i væggen, på den anden side er der en lang rille. Oven på rillen lægges endnu en vinkel (mindre) som fastgøres med et par maskineskruer, et par skiver, samt et par vingemøtrikker.   

Den øverste vinkel presses med hånden ind til modulets kant, og vingemøtrikkerne spændes - og modulet sidder fast. Dejlig enkelt og billigt, og så kan modulerne monteres uden værktøj.

De fleste af de hvide vinkler sidder langs bagvæggen og er derfor ikke synlige.

Modulerne er her stillet ind for at teste mit modulophæng. På tværs af rummet ses regelen.

Selv om modulerne ikke er spændt fast, ligger de tæt sammen og følger væggen - det kan virkelig godt betale sig at være grundig med vinklerne når man bygger modulerne.

Den udvendige kurve synes jeg også er ret vellykket, det bryder de ellers lidt kedelige lige linjer der ofte er når man bygger moduler.

Reolerne under banen er faktisk dem der har bestemt højden af banen, så modulernes overkant ligger i 1,22 m. Højden gør også at jeg kan have kontorets printere under banen mens de stadig er brugbare. Jeg kunne have valgt at sætte banen så skinnes overkant var 1,3 m, som er standard i Fremo, men der er ikke så højt til loftet så det så forkert ud. Men 2,44 til loftet sidder modulerne lige i midten, så det ser harmonisk og rigtigt ud.

Nu skal jeg i gang med at klargøre værkstedet, det har ikke været brugbart i rigtig mange år, så det kræver en del ture på genbrugspladsen. Der er også ophobet en del gammelt legetøj fra børnene, så vi skal nok også en tur på loppemarked for at se om man kan komme af med noget af det.


10. Oktober 2010
Jeg har nu malet modulet indvendigt, to gange med en lys grå olie maling. Malingen skal sikre modulet mod den fugt der er i luften, så træet ikke arbejder for meget og trækker sig ud af form.

Ligesom kurvemodulet har jeg fyldt modulet med 40mm helt almindelig G60 flamingo. Hvorfor bruger jeg ikke styroform som ellers anbefales til modelbygning? Jo, af den simple grund at jeg ikke har fundet ud af hvor jeg kan købe det. Jeg har været i samtlige byggemarkeder i Hillerød, uden held.

Jeg har også tegnet streger der hvor modulets spor er planlagt, og med den lighed med forbilledet jeg gerne vil opnå, kan det vist ikke lade sig gøre at anvende standard spor og skift.

For at designe selvbygger spor skal jeg have anskaffet mig et andet layout program, da AnyRail ikke er godt nok til selvbyg. Det bliver så 3. gang jeg skal ud og investere i programmer til design af denne hobby. AnyRail anvendes dog stadig til den overordnede planlægning af banen. Lige nu går jeg og tumler lidt med at lave en fiddleyard, som man kan se under menuen banens layout.

Ċ
Bo Nørgaard,
20. jul. 2010 23.14
Comments