Print i 3D

At printe i 3D er det nye sort, det åbner muligheder for os private for at lave vores drømmeprojekter - netop sådan et projekt som mit.

Jeg har fulgt 3D print gennem de sidste par år, og der er virkelig sket en positiv udvikling. Fra de grove klodsede modeller til nu hvor man kan få produceret modeller med detaljer ned til 0,1 mm.

Den største udfordring ved 3D print er at få tegnet og designet toget i et 3D tegneprogram.

Jeg startede med Google Sketcup, men blev mere og mere frustreret over de mange små detaljer der ikke virker, f.eks. at der ikke er god understøttelse for kurver i programmet. Igen er det kurverne i mit projekt der driller. Jeg fik hentet nogle plug-ins så den kunne lave kurver og afrunde kanter og hjørner. Men så blev problemerne bare endnu større da man så ikke kan bruge "Follow me" igennem en kurve - Argh!

Endnu en ting der ikke er optimalt, man skal tegne rigtigt fra starten. Man kan ikke vende tilbage og lige ændre noget fra en til to millimeter...

Jeg begynte at kigge efter andre programmer og fandt så Alibre Design. Jeg har hentet en prøveversion (selv om det kun findes til Windoze, og mine primære computere alle er Macs). Jeg fik tegnet en halv undervogn til SA, men hver gang man ikke fik tegnet rigtigt var det meget besværligt at vende tilbage og tegne om igen. Samtidig koster programmet en bondegård, og det er ikke rigtig inden for mit hobby budget.

Projektet blev sat på hold...

To år efter forsøger jeg nu igen. Denne gang med Free CAD, som endelig er et tegneprogram hvor man arbejder ud fra mål - og ikke tegning med mus - jubii. Har man lavet en linje på 1 mm der skal rettets til 2, ja så retter man blot målet og straks er resten justeret, perfekt. Og så er det som navnet antyder, gratis.


Toget består af vognene SA-SB-SC-SD-(SD-SC-SB-SA) eller SE-SF-SG-SH, men der er heldigvis rigtig meget genbrug.

Jeg er så gået i gang med undervognen til SA (som er samme som SE - men ikke SH). 

Men for at tegne denne er der en række ting jeg skal tage stilling til:

 - hvilke hjul skal jeg anvende, så jeg kender højden og aksellængden.
 - hvilken koblingskasse skal jeg anvende, NEM eller Rapido.
 - hvordan skal vognene samles, da en vogn bære den næste.
 - hvilken motor skal anvendes og hvilke aksler skal der træk på, så motoren kan understøttes.


Det første 3D print af en undervogn er nu kommet hjem og er prøvekørt. Ud over nogle "små" designfejl i motorophænget (derfor holdes motoren af tape), så er jeg meget tilfreds med resultatet. Hjulophænget skal også justeres så det bliver lidt sværere at afmontere hjulene.

Endnu et 3D print er kommet hjem, og jeg var lidt skuffet... det var bestemt ikke så fint som den første. Heldigvis er det kun et led i udviklingen så det kunne anvendes til lidt forsøg, også de destruktive. Endnu et par justeringer er foretaget og jeg er ved at være klar til at bestille for 3. gang.



Nu har jeg fået et par versioner hjem af designet og det er bestemt en måde at lave Litra SA på.

Men da jeg endelig havde fået samlet SA vognen, ramte virkeligheden hårdt. Vognen printet i plast er meget for let, trykket på akselerne er så lille at motoren trækker hjulene rundt uden at det giver nogen form for fremdrift. Kun ved at lægge noget tungt ovenpå kunne jeg få det til at køre - ikke videre kønt ;-)

Jeg skal derfor til at undersøge om jeg kan indbygge noget vægt, eller printe undervognen i metal. 

Metoden til at fremstille toget som 3D print er dog stadig valgt ;-)


Comments